Tirsdag d. 18. marts kl. 16-18 på Didaktetet på Arkitektskolen Aarhus.
Vi elsker vores parcelhuse – hus og have er for de allerfleste drømmen om det gode familieliv. Vi har nu omkring 1,2millioner parcelhuse i Danmark – og hvert år rives 1100 af disse ned og erstattes af nybyggeri. Nybyggeri fordi nogle husejere drømmer om mere areal og energioptimering af boligen. Desuden anbefaler både entreprenører og banker nedrivning og nybyg som det nemmeste. Men nedrivningerne nedbryder ofte lokale miljøer, helheder som skaber et kvarter, og ofte nedrives både smukke og holdbare huse. Noget går tabt og samtidig er nedrivning af brugbare bygninger et ressourcespild, som vi ikke har råd til i forhold til den nuværende klima- og biodiversitetskrise.
Husejerne drømmer om at bo i energioptimerede huse, men da drømmen samtidig er mere plads, mere areal pr. beboer– og flere elektriske apparater, er vores samlede energiforbrug ikke reduceret.
Parcelhuset har oftest en planløsning som passer til en kernefamilie – far, mor og 1-3 børn, men i en meget stor del af parcelhusene bor ældre mennesker uden hjemmeboende børn, eller skilsmissefamilier med flexbørn. Og i omkring 40% af alle boliger bor kun én person.
Vi vil se på alle de positive muligheder vi har for at omdanne, transformere eller opdele eksisterende boliger og dermed mulighederne for at få bedre boliger til alle.
I et samarbejde mellem By og Land Danmark, Foreningen for Bykultur i Aarhus og Arkitektforeningen Østjylland inviteres til et åbent eftermiddagsmøde med oplæg, debat og lidt vin.
Vi håber at se jer 18. marts.
Med venlig hilsen på vegne af arrangørerne
Rie Øhlenschlæger
Arkitektforeningen Østjylland
Program:
Bevar mere, del huse – for vores skyld og for kloden
Louise Heebøll arkitekt MAA, V!GØR Aps / Del Hus
Hvad vil og kan vi som kommune gøre
Anne Mette Boye, arkitekt MAA, stadsarkitekt Aarhus Kommune
Hvad vil kunderne have – om dialogen med kunderne
Anders Varming, ejendomsmægler Nybolig
Transformation af parcelhuse – eksempler
Kim Pretzmann, arkitekt MAA, Nordpil arkitekter, Aarhus
3 løsninger til at bremse parcelhusvæksten
Mette Mechlenborg, seniorforsker AAU Build
Moderator: Anders Tyrrestrup, arkitekt MAA, AART arkitekter Aarhus
Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding.
Vi glæder os til at se dig!
Husk generalforsamling i Riisvangen Fællesråd
Søndag den 9. marts 2025 kl. 14.00 – 16.00 i Folkehuset, Abildgade 9, 8200 Aarhus N