Søndag den 17. marts 2024 kl. 14.00 – 16.00 i Folkehuset, Abildgade 9, 8200 Aarhus N
Fællesrådet har haft et år, hvor hovedvægten af vores aktiviteter har været at følge Helhedsplan Randersvej til dørs.
Høringsfasen er afsluttet, men helhedsplanen er endnu ikke vedtaget i kommunalbestyrelsen og har ikke udmøntet sig i lokalplaner. Men vi kan se på det seneste forslag til helhedsplan, at de oprindelige planer om højhusbyggeri i Riisvangen er taget ud af forslaget. Forslaget til helhedsplan er nu koncentreret langs Randersvej. Så arbejdet med at få indflydelse på udformningen af fremtiden for vores del af Randersvej er således ikke slut.
Der har også været tid til at beskæftige sig med andre forhold end Helhedsplan Randersvej. På generalforsamlingen vil formanden i sin beretning komme ind på de aktiviteter, som Fællesrådet for Riisvangen har beskæftiget sig med, og hvad planerne er for den kommende periode.
Der skal også vælges medlemmer til bestyrelsen. Nogle nuværende bestyrelsesmedlemmer træder ud og andre er parate til at tage endnu en periode. Det er helt op til medlemmerne at vælge blandt de kandidater, der er på valg til bestyrelsen.
På generalforsamlingen skal vi høre, hvad medlemmerne har af forventninger til den kommende periode.
Vores vedtægter formulerer det således:
Fællesrådet afholder en årlig generalforsamling hvert år i marts måned. Bestyrelsen indkalder hertil med mindst tre ugers varsel direkte til medlemmerne pr. e-mail og på fællesrådets hjemmeside. Generalforsamlingen er åben for alle interesserede. Kun medlemmer har tale- og stemmeret.
Den ordinære generalforsamling har følgende obligatoriske punkter:
- Valg af dirigent og referent
- Bestyrelsens beretning
- Godkendelse af regnskab og budget
- Fastsættelse af kontingent
- Indkomne forslag
- Valg af bestyrelse og suppleanter
- Valg af revisor og suppleant
- Eventuelt
Forslag til drøftelse på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest to uger før mødet og udsendes til medlemmerne senest en uge før. Forslag sendes til riisvangenfaellesraad@gmail.com.
Ved afstemninger og valg har hvert medlem én stemme. En husstand kan dog højst have to stemmer. Der kan stemmes ved fuldmagt, dog kan et tilstedeværende stemmeberettiget medlem højst stemme på vegne af to fuldmagter.
Husk at tjekke om du har betalt dit kontingent. Stemmeretten bortfalder, hvis man ikke har betalt.
Kontingentet er stadig beskedne 100,00 kr./årligt.
Kontingent betales via hjemmesiden www.riisvangenfaellesraad.dk